Saa let som Sneen faldt i Jordens Favn,
saa let faldt i min Mund dit Kys, dit Navn.
Mens Stjerner sneed gennem Himmelteltet,
dit Kys som Fnug paa mine Læber smelted.
Hvor kom den flyvende, den Sværm af Sne
— som hvide Bier overalt at se
fra Himlens Kube, høj og kuldeblaa,
mens Jordens Eng i hvide Blomster laa.
Hvor skred vi over Sneens Bølger let:
Som røgblaa Vimpler fløj dit Aandedræt.
Vi gik paa ubetraadt og flygtigt Flor,
og Sneen støbte alle dine Spor.
Og Skoven laa paa Bunden af et Hav:
Hvert Træ Korall med Løv af snehvidt Lav,
— som Sneen ud af alle Stammer skød,
som blomstrede den hvide tavse Død.
Fra Bakken over øde Land jeg saa
— en frossen Verden for mit Øje laa
med Blink af Is fra alle bundne Vande
og Solen dødbleg bag Lavine-Rande.
Een Rose blomstred kun i denne Død:
Dit unge Hjertes friske Purpurglød,
der sprængte frem paa dine Jomfrukinder
— dit røde Blod, som midt i Sneen skinner.
Blodrose, blomstrende i Dødens Sne,
hvor rige dine gyldne Øjne le!
Skin, Sol! og blaan, du Himmelbaldakin!
og ræk, o Rose, mig din unge Vin!
Saa let som Sneen faldt i Jordens Favn,
faldt i min Mund dit rene Kys og Navn.
Mens Stjerner sneed gennem Himmelteltet,
Snerosens Vin paa mine Læber smelted.