Forstummet længst er Dagens Melodier
som Rislekilder, der i Havet randt.
Den tunge Nat, hvor selv mit Hjerte tier,
sin Stjernetavshed over Himlen spandt.
— til lydløs Nat, hvor alle Hjerter tier.
Saa er da atter aabnet for mit Øje
den Evighedens dybe dunkle Bog,
hvor Straaleskrifttegn sig til Skrifttegn føje,
der aldrig tydes, men dog er et Sprog,
hvis Linier evig fast sig sammen føje.
Den største Tanke, tænkt af Jordens Hjerner,
det helligste, som greb om Hjertet fat,
— det tænktes under Nattens tyste Stjerner,
det steg af Sjælen i en dunkel Nat,
da Tanken bares mod de stumme Stjerner.
O Evighed, dit Ansigt vil jeg skue
og se, hvad alle Jordens Slægter saa:
Dit gyldne Smil paa Nattens Himmelbue,
hvor Stjernetanker mylre frem og gaa
som Evangelier i gylden Lue.