O Rose rød, o Rose fin,
bedugget med en Draabe Vin,
du Bæger fyldt med Æterglød
og Solens gyldne Drømme,
med Duft af Liv og Duft af Død,
— kom, lad din Kalk mig tømme!
En Skaal for denne skønne Jord,
hvor Dyd og Last som Blomster gror
til Frugter fyldt med Gift og Vin,
men alle lige skønne:
Den evigunge Jord er min
og alle Skove grønne!
En Skaal for hver en Lyst, jeg nød,
for hver en Blomst, min Elskov skød,
for hver en Taare, jeg har grædt,
for hver en Sorg, jeg fristed,
for Livet, som faldt tungt og let,
— for alt, hvad jeg har mistet.
En Skaal for Himlens hvide Sky,
der skifter altid Form paa ny!
En Skaal for Gud, den stolte Gud
der aldrig kom til Syne,
hvis Vilje tolkes ej i Bud,
hvis Tanker jeg saa lyne!
O Rose med et Kys i Bund,
bedugget af en elsket Mund,
hvad er saa sart som denne Sang,
som dette Kys, du bringer?
O Rose, hør endnu engang,
hvordan mit Hjerte klinger!