Havets Kæmpehjerte vugger
under Maanens Kogleslør —
om du dybt i Mørket dukker,
om du lever eller dør,
uforandret Havet vugger.
Slægt paa Slægt til Jord forvitrer —
selv dit Hjertes Blod som Guld,
Flammen, der i Øjet sitrer,
slukkes af det sorte Muld —
sporløst under Støv forvitrer.
Evigt Liv dit Støv skal finde
spredt i tusind Blomsterfnug,
hvirvles rundt af vilde Vinde,
skylles bort af Kildens Kluk,
aandes af en ufødt Kvinde.
Hører mig, I Stjerner blanke:
Gerne jeg i Døden gaar,
kunde blot min bedste Tanke
leve nogle Tusind Aar
i en ren og rytmisk Rankel