Hvordan takke dig i Ord, naar hver en Dag, jeg aander,
lægger et Led i Ringen, i Ringen, som er din.
Naar ikke du er hos mig, jeg ubevidst mig vaander
og tørster mod dit Hjertes milde rene Vin:
Jeg takker dig uhørligt i hvert et Drag, jeg aander.
Vi to kan ikkun skilles for at bindes mere sammen.
Jeg gaar som i en Ørken med vort lange Samlivs Savn.
Den Graad, jeg ensomt græder, bliver Olie paa Flammen,
højt blusser Mindebaalet i Lyset af dit Navn:
Vi kunde ikkun skilles for at bindes mere sammen.
Naar du i Mildhed sænked dine Øjne i mine,
havde jeg Verdens Hjerte at hælde mit Hoved til.
Mit Livs Højsommerdage var allesammen dine
— vi holdt paa samme Kort, og vi vandt i Livets Spil,
naar du i Mildhed sænked dine Øjne i mine.
Kvinde for alle Kvinder, som ingen anden ligner,
du er bedre end de bedste, og din Sjæl har større Glans.
Jeg husker, hvad du gav mig, og stille jeg velsigner
det Hjerte, som mig lærte den dybe sidste Sans.
Kvinde for alle Kvinder, der er ingen, som dig ligner.