Jeg længes efter dig, naar Dagen gryr
I og Savnet fylder mine aabne Arme.
Da favner jeg de hvide Morgenskyrj
og synes, Solen ejer ej din Varme.
Du var min Morgensol, mit Eventyr
— ak, hvor jeg savner dine vaagne Arme.
Jeg længes efter dig, saa Struben stiv
tør ikke slippe sine Melodier.
Din Morgenhilsen vakte mig til Liv
— nu, du er borte, mine Triller tier.
Du var mit Hjertes lyse Sangmotiv,
der løsned Sindets Lærkemelodier.
Jeg længes efter dig i Mørkets Bug,
naar Sjælen hjemløs lytter, sorgtung bøjet
over din Seng, til Søvnens Aandesug.
Du véd det, men kan ikke aabne Øjet:
Jeg listed til dit Leje mig i Smug,
min hede Længsel tynger dig paa Øjet.
Og jeg vil længes selv i Gravens Skjul
og gaa igen — de mange, mange Mile,
vi to har vandret, før vor Høst blev gul
og vi blev gravlagt under Grædepile.
Du var mit Hjertes hvide Barnejul,
vi talte til hinanden — ved at smile.