Hvor du staar, en Tempelstilhed
fra dit hvide Legem lyser:
Ikke du, men din Betragter
bliver nøgen, saa han gyser.
Thi mod denne modne Vin,
der i Gudelemmer luer,
tykkes Dødeliges Elskov
som smaa grønne, bitre Druer.
Silkeknitren, Snørlivs-Ynde,
Læbesminke, malte Vipper,
Paafuglskønhed spidst paa Taa
om din stolte Højhed tripper.
Men dit Smil os klæder af,
saa de laante Fjer maa falde,
og kuldskære Potteplanter
er vi mod din Granvækst alle.
Elskovsilden, som du tænder,
er ej disse Modenarres,
som i Glansen af dit Aasyn
bliver Pyntedyr, der parres.
Du har rige Mælkefloder
gemt i dine Brysters Svulmen,
i dit Skød en Tempelflammes
aldrig slukte, stille Ulmen.
Du har rejst din rene Pande
uskadt op af Oldtidsgruset,
Haaret om din skønne Isse
til en Krone bølgekruset.
Tiden har din Sejersfylde
kun for begge Arme stynet
— for at vise os din Midje
og beskæmme os ved Synet.