Nordens Athen, hvor æstetiske Ugler
støber i Smug deres Piller og Kugler
Sladderen snylter som Græs mellem Stene
— dog: ibi patria est, ubi bene.
Absalons By til mit Barnesind taler:
Gennem saa smalle og smukke Kanaler
aldrig jeg drev til saa smilende Vande
som i en Jolle paa Kalvebods Strande.
Her skal man Pinsesolen se danse,
lugte til Foraarets grønneste Kranse.
Var jeg en Vaar i de fremmede Marker,
husked jeg hedt dine Torve og Parker.
Hvor kan saa herligt som her man sig sole?
Hvor findes Mage til Havn og til Mole?
Libanons Ceder, Monte Pincios Pinje
— hvad er vel I mod min Bys Langelinje?