Pa spidse Klove tripper gennem Støvet
Kineserinder henad Pekings Gader,
„de gyldne Liljer” stolprer støt og øvet
og Trekant-Spor som Raadyr efterlader.
Guldblomster vipper i det sorte Haar,
og Trøjen glimter af Libelle-Silke,
et lysblaat Bændel tæt til Anklen slaar
de hvide Bukser om de spidse Stilke.
Dér kører Mandarinen i Karét
med Visdomsknappen, han kan aldrig tabe;
han smiler som en selvbevidst Profet
og ser paa mig som paa en fremmed Abe.
Forriderne med lange Svøber piske
de smaa mongolske Heste i Galop.
Guldskilte dingler foran alle Diske,
med Kugler regnes i hver lille Shop.
Se, unge Mænd i Riksja-Karriol
med Tænkerpanden bleg og højtbarberet,
af Viften skærmet mod den skarpe Sol,
i Luften stirrer filosof-blaseret.
Mantsjuer, fede, med Fuldmaanetræk,
højt teatralske som i Helteroller,
igennem Snavset skrider værdigt væk
og med Foragt en Evropæer skolder.
Filtstøviet Politi med Stave staar,
en Messing-Sol paa deres Straahat spiller.
Med Hagebaand og stor Kapothat gaar
Studenterne med store runde Briller.
Se Tiggerlavets Oldermand, behængt
med Laser som en Snavsets Hjemmeføding,
i Mudder døbt, med Uhumskhed befængt,
en Kejser med Tribut fra hver en Mødding.
Her maatte Skidtet muges med en Skovl
— i tykke Kager kan det Færdslen stoppe.
Der staar en Stank og Os af Sved og Svovl
fra dette Mylr af nøgne Overkroppe.
Se, Spisepinde stanger Ris i Mag.
Blandt sorte Svin forpjusket Fjerkræ kagler.
En Rejsevogn med Bomulds-Tøndetag
skumpler paa Hjul af Middelalders-Nagler.
Det gnistrer fra Pailu’ers Teglglassur,
og Fæstningstaarne højt med krumme Tage
paa Muren rejser deres Stokværk-Bur,
dæmonbeskyttede af Hund og Drage.
Mur overalt — Mur om Tartarerstaden,
og Kejserstaden skilt fra den paany,
og Aandemure stillet midt paa Gaden,
og Mur, som hegner den forbudte By.
Et Pavketaarn Mongolerne har bygt
i Khanens By; dets Rækværk raadne smulre,
og Støvet har sig sænket tommetykt
paa Pavkerne, der aldrig mer skal buldre.
Se, Glimt af Trær i den forbudte By
mod Tagenes de endeløse Masser.
En hvid Pagode stiger højt mod Sky;
blandt Bjerge skimtes Sommerens Paladser.
I uforfalsket Tusindaars-Kultur
staar Livets gamle Sang fra alle Munde.
Kineseren gaar om med Fuglebur,
som vore Damer gaa med Skødehunde.
Højt over Peking hvide Duer synger,
i Solen blinker deres Vingekor.
Her sælges Falke, samlede i Klynger;
Børnene leger med en Spurv i Snor.
Med Fuglesang man Stemningen forstærker:
Naar Venner mødes, hilser de med dem
og lytter glade til hinandens Lærker
og holder henrykt Nattergalen frem.
Til Gensynsstævne og til Afskedsgilde
man bringer med sin bedste Sang-Dressur:
Da slaar det lille Dyr sin bedste Trille,
og højt man hilser med sit Fuglebur.