24. Juni 1916.
Se, lig en Drøm af Sundet, hvor det blaaner
smilblankt blandt nære Kysters skønne Strande,
af Havet Kronborg som et Harnisk graaner
med kobbergrønne Hjelmtags skarpe Rande,
med Taarn og Spir, der højt mod Himlen toner
et Diadem paa Danmarks Riges Pande.
En Krans af grønsværdækte Bastioner
omlejrer Borgen ved de stride Strømme,
mens Sagnet suser tyst i Lindekroner.
Hvor svalt at sværme og hvor godt at drømme
en Aften under disse stolte Tinder,
som Renæssancens Solglimt endnu sømme.
Et Drama bygt i Sten. Fortidens Minder
som Genfærd gaar af deres Grave atter,
naar Solfald i de gamle Ruder skinner.
Kartover, Bægerklang og Graad og Latter
blandt disse Mure har et Ekko samlet,
der dønner dybt i Grundens Kasematter:
Se! Højt paa Skansen staar han selv — Prins Hamlet!