Lugano.
I
Alpesneen rosengløder
— Solen synker, Dager dør.
Søen Taagefostre føder
under violette Slør.
Viftepalmer kuldskært skælver
langs den lygtelyse Kaj.
Bjerget op i Himlen hvælver
lys-afprikket hver en Vej.
En safirblaa Stjerne sitrer.
Bjergets Silhuet forsvandt:
Hele Rummet stjerneglitrer
som i Støv af Diamant.
Hvad er nede, hvad er oppe?
Hvad er Himmel, hvad er Jord?
Se, de hvide Alpetoppe
toner tavse bort mod Nord.
II
Dagen blaaner. Svøbt er Dalen
i en dyb og dunkel Damp.
Længst de vaagne Haners Galen
varsled ind den nye Kamp.
Se, da rødmer Sneen atter,
blusser paa sin hvide Kind:
Solen moderkærligt fatter
Verden i sit Favntag ind.
Klokketaarne og Cypresser
sender Gnist fra Top til Top:
En krystalklar Morgen messer,
mens en skyldfri Jord staar op.
Død er Tvivlen, glemt er Sorgen
— Solen kysser jo min Kind,
og den kilde-rene Morgen
risler i mit vaagne Sind.