Fortryllende Sirenemagt:
i Tyllets tynde Rosendragt
en Primavera blomsterlagt,
en Drøm af Botticelli.
En dristig florentinsk Profil,
to Læber i arkaisk Stil
— et blidt og bly Madonnasmil
gør hendes Skønhed hellig.
Den fine Fod, til Pine vant,
naar stramt hun sin Balletsko bandt
og presset mod dens haarde Kant
højt paa sin Taaspids svæved,
nu hvirvler ellevild og fro,
i smaa fantastisk svungne Sko
den buer stolt sin smalle Bro,
af Hælens Slankhed hævet.
Den lille Sko sylfidelet
har flagret sig i Dansen træt,
har suget hendes Blods Buket
og drukket Hudens Hede.
Nu har sit Hylster Foden krængt
og som en Ham ad Gulvet slængt
— den lille varme Fugl har sprængt
sin sorte Silkerede.
Hvor Eros dog gør ør og gal:
En drikker sig en Rus astral
Af Skoens duggede Pokal,
som til sin Mund han suger.
En anden fatter Foden selv
og kysser Vristens Buehvælv
og mærker Pulsens rappe Skælv
i Svangen, som han knuger.
Men Sejrens Herre vaabenfør
gaar ind ad Elskovs Hoveddør,
han søndrer alle Dølgeslør
og Purpurblomsten plukker.
Han styrter sig i Dybets Grund,
som hvide Perler har paa Bund
— i selve Kildens nøgne Mund
sin hede Tørst han slukker.