Jeg gynger ved Middagstide
igennem den svømmende Stad,
hvor Marmorpaladserne hvide
rejse sig Rad ved Rad.
Bag grønne, smulrende Skodder
stirrer Fortiden ned
paa Nutidens pjaltede Stodder,
der frem fra Callerne gled.
Desdemona spejder deroppe
efter Morens slanke Galej:
Med Løven fra Masternes Toppe
stævned den Evigheds Vej.
Langs med den luftige Riva
paa Fliser og op over Bro
henspanker den skønneste Diva
i Bomuld og klaprende Sko.
I Ly af San Marcos Skove
af Kupler og funklende Spær
de mæskede Duer sove
i Solens blændende Skær.
Hist oppe i Dogepaladset
staar aaben den store Altan:
Derinde studere ved Glasset
de baade Globus og Plan.
Og ud fra Altanen flyver
over Lagunen i Sving
Venezias Gave til Bølgen,
Brudens vægtige Ring.
Og Havet sin Gave sluger,
fordøjer det gamle Guld,
og atter Lagunen ruger
af tusind Løndomme fuld.
De sorte Gondoler fare
som Baade med Masker paa,
et Mummebals evige Skare
af Baade, der komme og gaa.
Jeg selv har taget min Maske
til Ly for den blændende Sol,
mens Fortidens Vande plaske
min ligkistesorte Gondol.
Du Stad, som jeg skued i Drømme,
en By paa Bølgernes Bund,
solhvide Paladserne svømme
over Lagunernes Grund.
Jeg slumrer i Vuggeklangen,
der staar fra din grønne Sø,
som bares jeg eventyrfangen
fjernt ud mod de Dødes Ø.