Amore sagro e profano
(Til Tizians Maleri i Gall. Borghese)
(Til Tizians Maleri i Gall. Borghese)
Hver Lyd i Luften sagtner. Stille svinder
bag Lundens Stammer
et Hovslag af en Hest, fulgt af en Hund,
som glammer.
Skovsøens dybe Skaal
har drukket Solens sidste Flammer.
Skarpt mod det gyldne Blaa opskælver Løvet
paa svaje Kviste.
Frøfyldte Valmukapsler springe op
og briste.
I Kløvermarkens Straa
to tyggende Kaniner liste.
Usete Vandløb tage til at synge,
og Bække mumle
som dybe Fløjter op fra Kløftens Grund
den skumle.
I lydløs Flagredans
Natsommerfugle over Engen tumle.
O Skønhedsdrøm, som Aftnens Øje møder
fra Hellas’ Dage:
Her staar i Marmorglans en Oldtidsbrønd
tilbage.
En Hest og Amoriner smaa
i Rytmedans om Randen drage.
En Sarkofag omhegner Ungdomskilden,
hvor Vandet skyder
fra Eros Fingre, naar sit Billedspejl
han bryder.
Som Sølv det vævre Vand
ned mellem Roser tyst sig gyder.
Og klædt i Silke, hvid som Perleskinnen
men rød paa Vrangen
som Rosers Kød, med bladekranset Haar
og fangen
i fjerne Tankers Net
en Kvinde stirrer over Vangen.
Ved hendes Side troner Venus nøgen.
En Purpurbølge
af Lin, som Havet mod en Marmorkyst,
slaar Følge
fra Fod om Ryg og Arm
— hvad skal den gyldne Skønhed dølge?
Højt hæver hun sin Offerskaal i Haanden:
Røgelseduften
opdamper som en hvid og liflig Sky
i Luften
til Varsel om en Sejr,
som Venus vinder fra Fornuften.
Saaledes, Skønne, lad dit Skrud fordufte
som Røg for Vinde —
paa Elskovs Baal skal Dragtens Silkeham
forsvinde,
og nøgen skal du gaa
din Gud imøde som Gudinde.
Lad Bæltet briste, som en Rose Barmen
af Svøbet bryde
og Purpurskoen af din hvide Fod
sig skyde,
dit Legems Mesterværk
afsløres helstøbt uden Lyde.
Al denne Silke som en jordisk Kaabe
din Skønhed hyller,
der kyskest i sin egen hvide Glans
fortryller;
thi himmelsk er den Blu,
som intet af sin Skønhed skylder,
men venter nøgen — som paa Gudens Komme
i Oldtids Myther —
og Sol og Lykke for en Nat i Elskov
bytter,
mens Himmel, Jord og Hav
til Venus’ Stemme henrykt lytter.