Madonna med Violen
(Til Mester Stephans Maleri i Köln)
(Til Mester Stephans Maleri i Köln)
Milde Kölner-Moder med din lille Mund
som et Jordbær lukket, ingen end har plukket,
med din hvide Pandes høje, rene Rund,
milde Kölner-Moder med din lille Mund.
Stirrer du i Græsset, søgende Violer —
i dit Øjes Blaa jeg Violer saa,
men du ser dem for dig fjernt i Græsset staa,
og dit eget Blik det dufter som Violer.
Paa din Arm den slanke rider Drengen Ranke,
hvid og lys og lille, Haar som Silkespind,
badet som i Kilden af dit hvide Sind,
der blev aldrig plettet af en uren Tanke.
Griber dine Fingre, blomstersmalle, smaa,
om hans lille Legem, lyser du af Lykke.
Dagens hvide Drømme ud i Luften gaa
fra din Panderings det klare Perlesmykke.
Kölner-Moder blide, du kan ikke vide
i din Jomfru-Ynde Sorgen, der skal komme,
du kan ikke vide, hvad din Dreng skal lide,
og du aner ikke Tidens onde Domme.
Du har plukt Violen, hvor den gror i Solen,
til Symbol for Barnet vil du Blomsten kaare.
Taaren i dens Indre er kun Morgendugg:
dit violblaa Øje har aldrig grædt en Taare.
Luften om dig blinker som af Svalers Flugt,
men bag Svalehammen ser du ikke Englen:
medens Vinger svirre, dine Øjne stirre —
en violblaa Verden holder du ved Stænglen.