Vi talte ikke sammen,
vi tav kun til hinanden,
vi gemte vore Tanker,
til vi engang blev ene.
Fik Døden lagt en Verden
imellem vore Øjne,
jeg saa’ dog dine lyse
en Nat fra «Præstens Dagbog».
Du fyldte Rummet om mig
med Evighedens Syner,
og dine stumme Længsler
de hulked i mit Hjerte.
Da skjalv som Stjernestraaler
din Stemmes fjerne Strenge,
da krysted jeg i Vemod
din skønne dybe Sjæl.