J. P. E. Hartmann(Det kgl. Teater 28/3 1900)Saa fik da Støvet, hvad det kalder sit:Den fælles Moder, som skal al Ting arve,sin Ret har taget — Hammen af en Larve,lerdannet Værktøj, gennem Brugen slidt.Naar Tiden kræver, hvad den kalder sit,da segner ogsaa Egens gamle Stamme,da tæres Oljen af den sidste Flamme— Den bærer Prisen, som har Døden stridt.Nu vandt han Freden. Lukt blev Oldingøjet,der saa et Sekel skride skæbnetungt.Sølvhvidt hans Hoved sig til Hvilen bøjed— i dette Marmor skal det leve ungt.Om Oldingrøstens fine Strenge sprangmed brusten Lyd, da Døden Buen førte,— vi mindes vil, naar den med greben Klangi Tak for Livet vore Hjerter rørte.Jeg véd en Klang, der ingensinde dør,jeg kender Toner, ingen Storm kan splitte:Naar Havet toner, brusende før,da lever Mestren atter ivor Midte.Hvad var hans lange rige Liv vel andetend Spil paa Sjælens ædle Instrumenti Skaberkamp for at faa Tonen dannetsom lever evigt, naar vort Værk er endt.Hil ham, der lever ved sin Mindefestog synger evigt egne Toners Glæde!Lyslevende er Mestren her til Stedeog hver af os i Aften kun hans Gæst.Hil ham, der fik den skønne Magt at trylleet Toneforaar af den danske Vang!Genfødes skal han i sin egen Sang,hans Hjerte banker i hans Rytmers Fylde.Hil ham, der bragte Skoven til at syngeog satte Bølgeslaget i Musik!Af Folkeviser skød en Blomsterklynge,langs alle Stier, hvor hans Harpe gik.Fra Oldtids Strande skal med Klang af Lurhans Tonestrømmes dybe Orgelpunkthenbruse fjernt og føre frem i DurAlt, hvad i Danmark aander frit og ungt.Lad Støvet tage, hvad det kalder sit.Dybt i Cypressers eviggrønne Nater Tonemestrens Marmorbilled sat,og Palmer bølge over Graven vidt.Du nøjes ej med Lavrens mørke Løv:Hvert Foraar skal vi til Dig Kransen søge,en Krans af Majløv fra de lyse Bøge,mens Blomsterne skal synge fra dit Støv.En Tak til Dig, de danske Toners Tolk!Trofast skal Landet værne om dit Ry.Tag Hæderskransen fra dit eget Folk,— hver Vaar skal Danmarks Skove den forny!