En Eng med Gøgeurter, der skjult gennem Græsset gaa,
en Skov af svajende Siv, Bogfinkerne hvile sig paa,
en Aa, som rinder og rinder over nikkende Tang og Tarre,
under sydende travle Insekter, der midt i Solen sig parre.
Hvor dejligt at drages og drive med Aaen i rindende Drift!
— hvem evner at efterskrive de ilende Vandes Skrift?
og hvilken Røst kan hviske med Bølgernes klukkende Tale?
hvad danser saa let og luftigt som over Aaen en Svale?
Hvor findes en Lykke som denne at gaa med en rindende Aa:
se Skyernes hvide Laviner hensmelte i Himlens Blaa,
mens Engenes Kløveraande puster henover min Pande
og Guldsmedden kryber fra Dybet langs op ad et Sivblads Rande.
Et Skud i de fjerne Bakker smælder fra Bred til Bred.
Saa spinder Insekterne atter om Engen den gyldne Fred.
Og Bølgerne hopper som Kærtegn om Svømmerens Bryst og Skulder,
mens fjernt i det skytunge Øster en kommende Torden ruller.
Farvel, du Købstad paa Bakken! Under Tagenes røde Tegl
du blunder i Døs deroppe. Jeg driver for Sommerens Sejl.
Farvel der yderst paa Højden, du gamle flittige Mølle,
— jeg lader mig let som et Blad mod Havet sagtelig skylle.
For alt, hvad i Verden rinder, har et eneste Maal og Med:
det drages og suges og længes og iler mod Havet afsted,
det løber i Leg gennem Landet, smutter bort fra de favnende Skove
— det ler, naar den klukkende Rislen i Havet synger som Vove.