Hvor de summer, hvor de synger,
alle disse Myg og Fluer!
hvor de synger —
hopper, krydser gennem Luften
i et Væv af tusind Buer.
Hvor de stimer, hvor de standser
omkring alle Blomsterklynger.
Er det Solens gyldne Traade,
hvori alle Fluer gynger
som i Traade? —
vugger solskinsbaarne fremad,
svinges rundt af Straale-Slynger —
Se, de sejler — se, de suser
som i lette Kastebaade.
Men den hvide Sværmer vakler
om de hvide Liljefakler,
flagrer, vakler,
sødt berust af Blomsteraande,
i et Kaos af Mirakler,
véd ej, hvilken den skal vælge
af de skønne Blomsterrakler.
Danser paa de store Vinger,
danser som et flygtigt Lune.
Vinden svinger
med dens hvide Skørtekrusning,
med dens Følehorn de brune.
Og de store Liljeklokker
i dens Øre sagte ringer.
Alting danser, Møl og Fluer,
danser ind i Solens Flamme
uden Sanser.
Kun et eneste er roligt:
Under Æbletræets Stamme
sidder der en lille Moder
for sit lille Barn at amme.
Se, det spændte Bryst er blottet.
Og den lille Mund sig knuger
fast og suger
al den Fryd og al den Styrke,
Barnet i sin Verden bruger,
— al den tankeløse Lykke,
man med Modermælken suger.