I Skyggen af Cypresser
gro Kilder frem derinde
og voxe slanke Vandspring,
der Haven overspinde.
Et Kryb af Vandets vævre
sølvblanke hvide Snoge
henbugter gennem Græsset
og hvisler i alle Kroge.
Det spys af Bronzemunde
i lange Marmorkrybber,
hvor blussende Purpurroser
de tunge Ranker dypper.
Det risler, snor og iler
mod dovnende Bassiner,
hvor alle de rappe Strømme
sig dorsk til Hvile slænger.
Ned over Vedbend-Trapper
og grønne Mos-Terrasser
styrter i blanke Kupler
de stride Kildemasser.
De sovende Cypresser
i Villa d’Estes Have
i deres visne Skygger
gemmer en Duft af Grave.
Det gule Marmor smulrer
som Tænder bidt af Ælde,
mens Ornamenterne vadskes
itu af Vandets Vælde.
Og Mosset kravler langsomt
ad Trapper og Galerier —
det dækker og det dæmper,
saa alle Fodspor tier.
Hvor silkeskoet vandred
den skønne Isabelle,
barfodet skrider Tiden
som i en Munkecelle.
De sprukne Marmorvaser
Fontænevandet spilde
— Liljernes Løg er døde,
og Roserne er vilde.
Men i den klingende Stilhed
risles Sanserne skarpe
og lytter til skjulte Kilders
tusindstrængede Harpe.