Over de vide Vange stryger fra Ostia Vinden,
driver Græsset i Bølger — Aksene hvidner af Sol.
Fjernt, som vugget af Sletten, i gnistrende blaa Forsvinden
knejser Sankt Peters Kuppel over den hellige Stol.
Græshavet plettes og fures af brede Valmuestriber —
under den luende Sol de lysner som udgydt Blod.
Lurende dybt i Engen rinder den gule Tiber —
Oldtidens levende Slange omringler Syvhøjenes Fod.
Ind mod de evige Mure løber i fjerne Radier,
vader igennem Græsset den buede Akvadukt —
sprængt er den vældige Kæde over tusinde Stadier,
Strømmen fra Bjergenes Kilder standset og brudt og lukt.
Trindt paa de kvadrede Veje Minder i Stenen sove:
Hjulspor skaarne i Marmor under Kvadriga-Galop,
Spor af en Triumfator med klaprende Hestehove
ind paa den hellige Vej mod Kapitolium op.
Slænger jeg mig i Græsset tæt ved den gule Tiber,
lægger jeg Øret til Jorden, hører jeg Fortidens Gunger,
Tubaer skingrer omkap med buldrende Pavker og Piber,
og Legionernes Marsch tværs over Kampagnen runger.
Se, hvor de blinker i Solen med Ørne og Ulve og Kranse!
hør, hvor de hamrer med Malmet over det klingende Skjold!
Højt mod den evige Stad sig strækker hver blinkende Lanse —
Cæsar gaar gennem Hæren, barsk og smilende kold.
Nu er her stille. Kampagnen døser. Ruinerne sove
langs ad den appiske Vej, smulrende Drømme i Sten.
Over de furede Kvadre skyller Græsset sin Vove,
Torsoer rager af Gruset, støtter paa splintrede Ben.
Klumpede Monumenter sig taarne med sunkne Gesimser.
Relieffernes Støv pustes af Vinden hen.
Et bronzeskinnende Firben frem af Revnerne vimser.
Oldtidens furede Ansigt blottes og sløres igen.