I rastløst Stræb mod Landet det forjættede
har Slægt paa Slægtled søgt og slidt sig træt,
mens Tidens Ørkensand faldt tungt og tæt
og Sporene bag efter Toget slettede.
Paa deres Skuldre kasted Solen sine
blytunge Kapper — Straaledryssets Hede,
mens Ørkenvindens Svøber Huden slede
og fyldte Lungerne med Sanskorn fine.
De famled fremad, medens gamle Lyder
og lave Lyster sinked deres Gang,
saa tit om Føreren med Raab det klang:
Før os tilbage til Ægyptens Gryder!
Det var en Tvivlens Sejr, en Haabets Slippen,
naar Tørsten brændte og paa Modet tæred,
og alle lønligt Tvivlens Ildblus næred,
— selv Moses, førend han slog Vand af Klippen.
Og aldrig blev af Kødets Lyst de mættede,
før Sandet dækked deres døde Kroppe;
dog holdt én Fører og ét Maal dem oppe:
De higed imod Landet det forjættede! ...
— Det er Forbandelsens de strænge Domme:
Du skal ej skue Landet, som jeg gav dig;
i Sandet venter Døden med en Grav dig,
først næste Slægtled skal til Landet komme. —
Og han, som er den største af dem alle,
der leder dem, som hjælpeløse kravler,
og henter til dem Lovens Kobbertavler,
mens de paa Knæ for deres Guldkalv falde,
selv han, der saa’, der tænkte for de andre
og rastløs aldrig gav sin Higen Stunder
for søgende to Snese Aar at vandre,
er én Gang dog for Tvivlen bukket under.
Thi skal ej heller han til Landet komme!
Men naar tilsidst hans Levetid er omme,
og han staar styrket i de unges Lejr
i Tro paa Maalet — Frihedstankens Sejr —
den Tro, han trøstig i sit Liv har værget,
— da stiger Moses op paa Nebobjærget
og skuer Landet med de skarpe Øjne,
— dem Aar og Modgang ej har kunnet blinde —
det Land, mod hvilket Længslerne er fløjne ...
Der ligger Landet — rigt af Farvespil
i Skønheds-Smil, med lyse Løfter inde
for Fremtidsslægten, som skal Landet vinde ...
— og Døden trykker let hans Øje til.