Moder, jeg stod ved din friske Grav
en Vinterdag.
Det brune Ler var skjult
af Blomster og Kranse.
De frøs i den kolde Luft.
De hvide Roser var stive som Vox;
de røde Kamelier
blussed friske i Frosten;
i Liliekonvallernes spæde Kalke
tindred Vandet som frusne Taarer.
Mit eget Hjærte frøs.
Dødens kolde Kys
laa som Is paa mine Læber,
Aldrig følte jeg saa
Forgængelighedens barske Lov.
Hvad er vel Troens Trøst,
naar det Hjærte, hvoraf vort fik Blod og Slag,
er stanset — for aldrig at banke igen?
Hver Drøm var dræbt, hvert Gensynshaab
var luget af Vishedens kolde Kniv.
Moder, jeg stod ved din friske Grav
en Vinterdag.
Da faldt den hvide Sneuld blød og tæt
og virked sit Lin over Sengen, hvor du hviled.
Og jeg knæled en sidste Gang
og pressed min hede Læbe ned i den køle Sne,
og jeg følte din dødskolde Mund mod min ...
Moder, jeg stod ved din grønne Grav
en Sommeraften.
Ligustrens blomstrende Hæk omfavned den;
en Fuchsia drypped sine Blomsters Blod
over din Grav.
Jeg blotted mit Hoved og hilste Godaften,
sagte som i fordums Tid,
Under Sorgens hvide Sne
var der spiret et Mindernes Flor
af røde Kamelier, af klare Konvaller.
Jeg frygted, du var død,
men du leved i mig,
og du kom hver Dag i mit Hjærte.
Moder, vel mødt!
Du lever i mig, og aldrig du ældes.
Mig har du fostret med Smil og i Graad,
jeg var dit Haab og dit Liv:
Endnu lever dit Haab og aander dit Liv!