25. Oktbr. 1891.
En stille Nat. Den dyb-safirblaa Himmel
med Stjerneøjne gennem Ruden stirrer.
I Stuen glimter hen langs alle Vægge
Bogrygges stumme, falmet-gyldne Titler.
I tvende Glas der funkler ædel Vin.
Og midt i Stuen, i en Kurvestol,
belyst af Lampens mælkehvide Skær,
smidig og ildfuld sidder Manden selv.
Han taler. Og de stumme Bøger lytter,
og Navne klinger, Tanker springer frem
af denne bogbegravne Visdomsskat
som Mandelblomster af en vissen Stav.
Han taler: Stærke Aanders Tankestorm
ombruser mig og rusker i min Sjæl.
Han taler — og hans Stemme er saa blød,
som spilled et Piano en Sonate.
Min egen Læsning var mod dette Spil
kun flittig Gransken i et Partitur,
hvis Noderækker savner Klangens Liv.
Han taler, og hans Røst har Smæld og Dirren
som Buestrængen bag en afskudt Pil.
Lig Diamanten skærer denne Stemme
i unge Sind — som i et Rudeglas.
Ungdoms-Befrier er han. Dog jeg véd,
Ungdoms-Fordærver kaldtes Sokrates
af dem, der brygged ham Skarntydedrikken,
skønt ingen Ungdom ejed bedre Ven.
— — Han sidder længe tavs, gaar saa til Vindvet
og aabner det, og ind imod os slaar
den skarpe Morgen og den stærke Vaar.