Vort Liv er som et sejlbart Løb af Dage
foruden Ende, naar man fremad skuer,
men kun et tørlagt Leje, fyldt med Sten
og Tang som raadner, — ser man sig tilbage.
Foran: en dyb Allé af hvælvet Løv
og Duft af tusind blomsterlyse Linde —
Bagved: et Perspektiv af nøgne Stammer,
hvor Sjælen frysende gaar om i Blinde.
En Regn af Roser drysser hver en Vaar
paa alle dem, som elske og som haabe;
men siden kan af tusind visne Minder
man næppe perse sig af Duft en Draabe.
Fra Dag til Dag jeg lever — lider — længes —
og Elskov drikker grisk mit bedste Blod;
en Orm der gnaver paa min Hjerterod
— Rædsel for Stunden, da mit Liv skal stænges.
Alt, hvad jeg gør og vil, er Bøn om Frist,
om Henstand for min sidste Gæld til Døden:
Hver Stund, jeg lever, drypper ufortrøden
i Tidens dybe Danaïdekar.
Og Død er lige tung i Vaar og Høst,
for Ingen fik af Livet jo for meget,
og Alderdommen finder ikke Trøst
og Mod til Afsked — i at have levet.
Mit Hjerte er jo Dødens Timeglas,
hvert Pulsslag er et Korn af Sand, som rinder.
Naar Døden stopper Strømmen med sin Finger,
mit sidste Suk i Evigheden svinder ...
... Jeg trykker frysende mig til dit Bryst,
to Hjerter banker i den samme Takt.
Dit Kød er mit — dit Liv er ogsaa mit,
min Sjæl med din vil slutte evig Pagt.
Thi heller end at aande Sjælen ud
i Universets store golde Kulde,
i din Mund aanded ud jeg, at i dig
endnu en stakket Stund jeg leve skulde.
Febr. 1891.