En Aften, da hun var borte,
mig tyktes øde mit Hus;
af Lede gik jeg paa Kroen hen
og drak mig en glædeløs Rus.
Bleg og med dirrende Hænder
og Øjnene dvaske af Drik
stedtes jeg hende for Syne
usaligt et Øjeblik.
Den næste Morgen jeg stured
og vilde af Skam forgaa;
det var for min Mund saa bitter en Frugt,
at hun havde se’et mig saa.
Da gik hun frem for Bordet,
tog overfor mig Plads,
og varsomt tog hun i Hænde
min Stoltheds splintrede Glas.
Smilte ad Skaar og Skade
og talte mig til saa mildt,
som havde jeg ej ved min Daarefærd
al Vennevilje forspildt.
Og mens jeg drømmende lytted,
hvor lifligt hun kunde le,
og mens jeg lyttende drømte,
havde hun bødet min Ve.
24/11 1901