Du minder mig, som der du gaar:
med Smil om Mund, med Sol om Haar,
med dine Kinders røde Blomster
blandt Ranker, som din Fletning flyer, —
den røde Bøllehat i Nakken, —
du minder om et Eventyr. —
Rødhætte gaar en Morgenstund
— med Sol om Haar, med Smil om Mund —
i Fest af sine femten Somre
dansende væver gennem Skov —
men fra den fjerne Tykning lister
en mager Ulv sig ud paa Rov.
Han skynder sig ad Skovens Sti —
nu Gud det arme Barn staa bi!
at ej i Ulvevold hun falde.
Han hende naar — for sent at fly —
Rødhætte gaar ved Ulvens Side
og til sin Fælle skotter sky.
„Hu! — det er vist en farlig Knægt —!
Hvad gemmes vel af lumsk og frækt
bag dette Smil, hvis spotske Bue
sig stedse krummer om hans Mund —,
mens han med falsk og artig Tale
mig følger i den dunkle Lund?
Han siger, jeg er sød — o Skræk!
alt mere lystne bli’r hans Træk —
men der er Bedstemoders Bolig —”
— Et Hop — Rødhætte Døren naar —
„Adieu, Hr. Kandidat” — du minder
om denne Scene, som Du gaar.
7/9 1900