Jeg kom en Aften mødig hjem —
og bitter faldt mig Dagens Frugt;
men da jeg rakte Nøglen frem,
jeg fandt, at Døren ej var lukt,
og da jeg paa min Tærskel stod,
jeg saa en Kvinde paa min Stol,
og som hun smilte mig imod,
saa ler ved Gry den unge Sol.
Og som hun mærked’, jeg var træt
og Glæden, vakt ved hendes Blik,
af tunge Tankers trange Net
først sent sin fulde Frihed fik, —
saa kyssed’ hun mig langt og ømt
og strøg mig over Haar og Kind,
og Trøst, som aldrig jeg har drømt,
hun hvisked’ mig i Øret ind.
Jeg kom en Aften — kommer nu
saa mangen Aften mødig hjem,
og stedse stiger for min Hu
det samme lyse Billed frem;
den røde, friske Jomfrumund
mig byder sine Kærtegn til —
jeg véd saa vel, i næste Stund
den til et Haansmil vrænges vil.
14/11 1899