Den første Gang jeg saa dig —. Det var som gennem Taage
der randt mig lyst i Møde en solgylden Pil;
men du stod rolig, lænet til Skovfogdens Laage,
og løfted’ let din Skulder med et spottende Smil.
Men siden har du lært mig et andet Smil at kende,
et Smil, der varmed’ Hjertet og gjorde Kinden rød, —
det lyse Smil hos den, der gaar med Guld i Hænde
og lægger glad sin Rigdom i den Kærestes Skød.
Forlængst er Skatten ødet. — Vi skyr hinandens Veje;
naar af og til vi mødes, du smiler koldt som før;
dog er det, som du aldrig vandt Smilet ret til Eje:
det bæver lidt — og stivner — og sitrer lidt og dør.
30/10 1899