Johannes Meier (1880–1902)

    Nu Gudskelov, at os forladt

har Dagen med sin dumme Sol —

jeg hilser dig, du blanke Nat,

med Stjernekrans fra Pol til Pol!

    med dinte Skyggers svale Fred

og Stilhed efter Dagens Støj,

mens som et Smil i Østerled

højt hænger Maanens gyldne Fløj.

    I Drømme skvulper Bølgen tyst,

og Sommerdagens lette Vind

har gemt sig træt ved Nattens Bryst —

nu fanger ogsaa Fred mit Sind! —

    der under Dagens Liv og Larm

har sunget, sukket, lèt og grædt; —

nu synker det i Nattens Arm,

et Barnehjerte, trygt og træt!