Johannes Meier (1880–1902)

    Frem imod Stormen jeg stævner,

der slynger Slud mod min Kind;

du spilder de spændte Evner

mod mig, du hylende Vind!

Min Pande, der stejlt sig hæver,

jeg sænker ej ned for Slud,

saa lidt som mit Hjerte bæver

for Mennesker eller Gud.

    Beder om Bølgernes Naade

vel hist den knejsende Klint?

den trodser frit deres Fraade,

den flækker dem haard som Flint;

hult hører et Suk jeg runge

af hver en Bølge, som brast — —.

Mit Hjerte i Skæbner tunge

som Klinten blev stolt og fast.

    Hører I det, I Vinde?

I klappe saa koldt min Kind,

i søge mit Blik at blinde, —

men evigt spotter mit Sind!

Mit Hjerte til Staal er hærdet

i Lidelsens Luebad,

og siden har jeg det gærdet

Med Pansre af Tvivl og Had.

    Lad saa kun Stormen svinge

sin Svøbe haardt mod mit Bryst;

jeg agter dens Rasen ringe,

jeg trænger til ingen Trøst!

For mig hver styrende Stjerne

er død paa det dunkle Hvælv —

Kong jeg af min egen Hjerne,

han ved sine Veje selv!