Jorden har drukket Sneen, og nu ser man igen Blommetræets Blomster.
Pilens Blade ligner nyt Guld, og Søen er som en Sølvsø.
Det er den Tid, hvor Sommerfuglene, pudrede med svovlfarvet Støv, stemmer deres fløjelsklædte Hoveder mod Blomsternes Hjerte.
Fiskeren i sin ubevægelige Baad kaster sine Garn, som bryder Vandets Overflade.
Han tænker paa hende, der bliver hjemme som Svalen i sin Rede, paa hende, som han snart vil gensé, naar han bringer hende Føde, ligesom Hansvalen.
