I Fuldmaanens blide Lys stiger Kejserinden op ad sine Jadetrin, der glimter af Dug.
Kjolens Søm strejfer Trinenes Rand i et let Kys; den hvide Atlask og Jaden ligner hinanden.
Maanelyset har oversvømmet Kejserindens Værelse; idet hun træder over Tærskelen, bliver hun helt blændet;
thi, foran Vinduet, paa Forhænget, broderet med Krystalperler, synes hun at se en Klynge Diamanter, der strides om Lyset;
og paa Gulvets blege Træ laa som en Ring af Stjerner.
