Oppe i den friske Luft synge Fuglene gladelig paa de krydsende Grene.
En ung Kvinde, som bag sit Vindues Fletværk broderer straalende Blomster paa et Silkeklæde, hører Fuglene levelystne kalde paa hverandre i Træerne.
Hun løfter Hovedet og lader Armene synke; hendes Tanke er draget til ham, som har været borte saa længe.
»Fuglene forstaa at finde hinanden i Løvværket; men de Taarer, der falder fra de unge Kvinders Øjne som en Uvejrsregn, kalder ikke de fraværende hjem.«
Hun løfter atter sine Arme og sænker sit Hoved over sit Arbejde.
»Jeg vil brodere et lille Vers mellem Blomsterne i den Kjole, som jeg syer til ham, og maaske vil Skrifttrækkene minde ham om at komme hjem.«
