Finnur Magnússon (1781–1847)

Kong Odin paa Lejres skovkrandsede Høje

sig tankefuld støtted’ ved drabeligt Spyd,

vidtblomstrende Marke bespejded’ hans Øje,

søgte forgjæves men fandt ikke Fryd;

ej mødte det Druens frydfunklende Glands —

„Hvad nytter nu, Odin! Din Laurbær-Krands!

Hvad nytte Dig, Odin! ti Tusinde Sejre,

skatskyldige Fyrster og Vælder i Nord,

guldstraalende Throne i kongeligt Lejre

og Skarer, som lyde Dit bydende Ord,

selv indbildte Guddoms tilbedede Magt,

naar Alt er en Vanddrikkers frydløse Pragt?”

„Hid drog jeg fra Tauriens frugtbare Sletter

og Astrakans Høje, hvor Druerne groe;

Ærgjærrighed! seent Din Tilbeder Du mætter:

Du gi’r ham vel Kroner, men gi’r ham ej Ro!

Du viste mig Riger bag snedækte Fjeld —

Hid drog jeg bedaaret, fra Druer og Held.”

„Dog — er jeg ej Gud eller agtet blandt slige,

hvor er da min Viisdoms dybsindige Raad?

Og groer end ej Viin i mit nordiske Rige,

dets Savn jeg erstatte med skabende Daad:

af Honning jo flyder mit herligste Land,

dets Kræfter da danne os Vinen af Vand!”

Saa talde Fyrsten; opklaret sig vender

fra blomsterrig Omegn vidtseende Blik.

Eet Bud fra hans Læber — og tusinde Hænder

strax Honningen sanked’; en tryllende Drik

snart blinked’ i Bægret, saa rar og saa sød —

og Odin sig gotted’ med kostelig Mjød.

Einherjer og Aser nu drikke tilsammen

af Honningens søde, viinlignende Saft;

Aartusinder gjennem, til Glæde og Gammen,

opmuntredes Norden af Blomsternes Kraft,

til Odin forglemtes og hedenske Tro

ej mere forundtes i Norden at bo.

Da sky’de Nychristne de hedenske Skikke

og Asernes Templer de reve omkuld;

andægtigen haded’ de Fædrenes Drikke:

„Den arver ej Himlen, som pimper sig fuld!”

Med Vand og med Faste de spæged’ sin Krop,

at vævre de klattred’ fra Jammeren op.

Men da det faldt Somme besværligt at døje,

— mod enkelte Stærke saa Mangen er svag —

de Klerke for dødlige Stakler at føje

og Aanden at sikkre mod Viisdoms Bedrag,

ophitted’ en tanke-formørkende Drik:

Af Livsvand den Vædske Benævnelse fik.

Saa Fædrene længe hendøsede Livet,

sin Pave, hans Klerke og Brændeviin tro,

til Lyset fra Tydskland i Luther blev givet;

hans Lære forkyndte: „Vær dydig og fro!

Ved Finkel og Knurren man bliver til Sviin;

thi drikker til Maade velgjørende Viin!”

Vel Danmark med enkelte Druer sig pryder,

men aldrig det bliver til Necternes Land;

for Tørsten at lædske dog stedse det yder

det herligste, klareste, sundeste Vand;

en Viismand det mærked’; et Indfald han fik:

Det Vand kan dog blive en frydende Drik!

Bort drog han til fjerne kolumbiske Kyster,

et Ejland han kjøbte for vægtige Guld:

der planted’ han Maalet for Tusindes Lyster,

en Plante af Sødhed og Salighed fuld;

han Saften hidsendte — mod nordiske Vand

ej holde nu Rhinen og Moselen Stand.

O Fædrelands Lærer! ved dampende Bolle

vi signe Din Gave, vi lyde Dit Bud;

i Aften Dit Minde vi helligt vil holde:

Dit Minde er Bollen, vi tømme den ud;

Dig hylder vort Hjerte, Dig hylder vort Maal

ved Punsens og Venskabs og Munterheds Skaal!