Mihi est propositum
in taberna mori;
Vinum sit appositum
morientis ori;
ut dicant, cum venerint
Angelorum chori:
"Deus sit propitius
huic potatori!"
Poculis accenditur
Animi lucerna,
Cor imbutum nectare
volat ad superna. —
mihi sapit dulcius
Vinum in taberna,
quam, quod aqua miscuit
Præsulis pincerna.
Tales versus facio,
quale vinum bibo;
Nihil possum scribere
nisi sumto cibo.
Nihil valet penitus,
quod jejunus scribo:
Nasonem post calices
Carmine præibo.
Suum culque proprium
dat natura munus:
Ego nunquam potui
scribere jejunus.
Me jejunum vincere
potest puer unus.
Sitim ac jejunum
odi tanquam iunus.
Nunquam mihi spiritus
Prophetiæ datur,
nisi quando fuerit
Venter bene satur.
Cum in arce cerebri
Bacchus dominatur.
Phoebus in me irruit
ac Miranda fatur.
Jeg mig foresætter, i
Kjeld’ren døe med Ære.
Glasset ved det sidste Gisp
maa paa Læben være;
at naar Engleskarer see
det, naar de spadsere,
sige: "denne Drikkebroer
Himlen Trøst beskjære!"
Af en Sopken tændes an
Løgten i vor Hjerne.
Sjelen flyver, døbt i Viin,
op til høien Stjerne.
Jeg hos Spendrup dog en Snaps
drikker mere gjerne,
end den Viin som Vandet har
skilt ved Liv og Kjerne.
Slige Vers jeg stedse gjør,
som den Viin, jeg drikker.
Intet kan jeg skrive, før
føden i mig stikker.
Hvad jeg sulten malede,
læses kun for Prikker.
Alle Skjalde, er jeg fuld,
jeg med Riim udstikker.
Hver en Sjel af Moer Natur
fik sin egen Gave.
Hungrig aldrig kunde jeg
Ord med Pennen lave.
Har jeg fastet, kan en Pog
mig til bedste have.
Sult og Tørst, som Pokker selv,
hader denne Mave.
Spaadomsaanden ei til mig
kommer, skjøndt jeg beder,
førend Vommen bleven er
mæt, at Panden sveder.
kun naar Bacchus Hjernens Slot
med sin Vælde freder,
farer Phoebus i mig, og
høie Sange qvæder.