En Sommeraften silde
jeg laa i det gule Sand
ved Kamps hellige Kilde
i Lynghedens ensomme Land.
Over den mørke Hede
sig lagde en blaalig Dis,
og klare Dugperler giede
ned ad Blaabærrets Ris.
Jeg drømte langt tilbage
igennem Tidernes Gang —
jeg hørte de Syges Klage
og Toner og Messesang.
Jeg saa en Skare, hellig —
de Syge med Haab og Tro.
Jeg saa hvor ydmygt de knæled’
mod Vandet for sig at to.
— — — —
Lammede fik deres Førelse,
Halte stod op og gik.
Døve kom til at høre,
de Blinde Synet fik.
Jeg saa de Karske bøje
Knæ for Madonnas Fod
og takke Gud i det høje
før de Helligkilden forlod.
— — — —
Jeg vaagnede af Drømmen,
da Solen paa Himlen stod,
og tømte et Bæger af Strømmen
med Tro, før jeg Kilden forlod.