Knud Lyhne (1891–1948)

Nær æ Sul begønne aa vis sæ i Øst,

komme Søren Husmand fræm mæ si Spaa’,

i æ Føstning haa han engen rele Løst,

men i’livl go han ud i æ Maae.

Han taar sæ en Skro, aa spøtte let laaent

aa sætte æ Spaa i æ Juer,

aa tænke, gaat begønd, de æ halvfuldænd,

de æ no en gu gammel Uer.

En Grow ska dæ grawes, faa æ Wand ska ha Laaw,

hiel ud te Kræn Pæjsen Skivt,

aa betaal mæ faa et, de ska’ Pe’ Klaus,

dæ po ka’ han pin’de ta’ Givt.

Aa ilaw han snakke saa smaat mæ sæ sjæl,

saa skrieret bejer aa bejer,

aa somti’ han taar en Slork av si Pæl,

som sedde i en Hølste ov Læjjer.

Nær æ Sul saa begønne aa daal i West

go Søren Husmand hjem mæ si Spaa,

aa næ’ han haa edt, saa go han et Smut

hen te si Ven Lauest Skaae.

Dier fo di dem saa en guer Piv Tobak,

aa snakke om gammel Daw,

saa skier et, te Søren fo Wand i sin Yvn;

men det hjælper jo et aa klaw.