Nu oser det af Nattens Svælg,
mens Stormen trækker Blæsebælg
og svøber Høstens øde Sus
med Jammer om det døde Hus.
Nu ligger Leary gudsforladt
derinde i den dybe Nat —
en Mand, om hvem jeg nys har hørt,
hvis Sind har mit saa sært berørt.
Et Sind med vild og mørk Natur.
Nomaden bagved Cellens Mur —
jeg aner Duft af Offerhavn
blot ved at tænke Learys Navn.
En Kriger fuld af Kraft og Splid,
som fødtes udenfor sin Tid —
et Sind der længes som besat
mod Hedenold og Urtidsnat.
Hvad sært, om han med dragen Kniv
i Dok og Havn maa yppe Kiv.
Hvad sært, om han i Glemselssold
maa tage Kvinderne med Vold.
Han kan jo ej maskere sig
og vandre Tidskulturens Vej,
naar hans Tid kalder det en Skam
at være Ulv i Faareham.
Nej, stolt, oprejst foruden Ord,
at gaa sin tunge Skæbnes Spor
bespottende sin egen Kval
er Learys Martyrideal.
Han drømmer mens det øde Sus
omfavner vildt det døde Hus,
en Drøm i Sorgens Brand og Lyst
om Vikingfærd og blodig Dyst.
Han drømmer om i Fryd og Gru
at bryde Tidens Mur itu
og skrige ud en grusom Sang
om Storm og Død og Undergang.
1915.