Hovmodigt klædte Skovens Sal
sig ud til Høstens Karneval.
Hvert Træ stod iført broget Dragt
af vild, barbarisk Farvepragt.
En matgul Birk, en gylden Løn,
en rustrød Bøg, en blodig Røn.
Kun Granen stod, beskeden grøn
i Skyggen af en prægtig Løn.
Det hvisked fjernt, det hvidsked nær —:
Se mig, se mig — nej se dog her.
Saa spilled Høsten op til Dans
og Stormen jog foruden Stands.
Af Straaleskær var Luften fuld,
det hvirvlede med Sølv og Guld.
Og Jorden rundt om Rønnens Rod
blev purpurrød af Hjerteblod.
Det vared ved i Dage ti —
saa var det Karneval forbi.
Og hele Skovens Farvepragt
var dybt i Støv og Ler nedlagt.
Kun Granen bag den nøgne Løn
stod dumt og lo, som stedse, grøn.
Selv senere bag Vintrens Sne,
da lo den af de andres Ve.
Den suste stolt i Vintrens Luft:
„De lærer aldrig min Fornuft
Men just, den havde sagt det, kom
en Mand og huggede den om;
den blev trods Harpiksgraad og Kval
slæbt ind til Byens store Sal.
Her dansed den i Lys og Pral
ved Julens store Karneval.
Ved Nytaarstide blev den brændt —
og her er Æventyret endt.