Nu er Kysten tom og øde
Badegæsterne drog bort,
da den blide Sommer døde
og den lange Dag blev kort.
Fjernt en Kirkeklokke klynker.
Mellem vilde Skyer synker
Solen blodig, medens Sandet
fyger over Hedelandet
og den store, sorte Nat
oser ind fra Kattegat.
Medens Vestens Skyr forbrænder
gaar jeg ensom hen langs Kyst.
Havets hvide Bølgetænder
slider vildt i Klintens Bryst.
Fyret lyner. Stormen raser.
Skyer trevles ud i Laser.
Store, mørke Maager skriger,
sorte Bølgebanker stiger,
splintres under Drøm og Bragen,
viger under Suk og Klagen.
Nu blev Himlen bleg i Vester.
Lyngen suged Solens Blod.
Dagens sidste, matte Rester
sygner hen i Nattens Sod —
Og jeg vandrer mens det mørkner
stirrende mod Havets Ørkner.
Skummet fra de vrede Vande
svaler om min hede Pande —
men jeg standser ved et Vrag
Bølgerne har brudt i Kvag.
Ak ja, jeg har ogsaa ejet
selv en lille Drømmens Baad,
o, hvis Ror jeg trøstigt drejed
gennem Bølgebrus mod Daad
ukendt med de sorte Strømme
stolende paa unge Drømme
styred jeg mod Livets Strande
indtil Mørkets vrede Vande
knuste Baaden mod en Kyst
og jog Freden fra mit Bryst.
Ja mit Ungdomshaab er strandet:
Kattegat, o, Kattegat,
og min Skæbne sært forbandet
fuld af Storm og vildsom Nat;
men af Smertensvraget, vil jeg
tømre, tømre op, indtil jeg
faar en Skude med en Pande
der kan knuse Mørkets Vande:
Styrk mig store Kattegat
til en Sang i Storm og Nat!