Nu rider Gud Odin sin Stormhingst ud
gennem de sorte Nætter.
Vred sprænger Gud Odin i Mulm og Slud
henover Jyllands Sletter.
Henover Byer og henover Skove
buldrer de hule, vældige Hove,
henover Hede og Kæmpegrav
ud mod det vildsomt fraadende Hav —
ud imod Øst og ud imod Vest
tumler den hvirvlende Odinsblæst.
Odin strækker sit manende Sværd
over det natlige Øde.
Urtidskæmpernes sovende Hær
vaagner til Liv fra det Døde.
Ud imod Vester og ud imod Øster
lyder en Jamren af Tusinde Røster,
Tusinde Røster i Klage og Ve.
Nyet staar op, lig en Dødningele,
hvor henover Skyerne flyver, som Skum
fredløst gennem det uhyre Rum.
Ude fra Marker og Moser og Kær
indover Landsbyens Kirke
jager det klaprende, piskende Vær,
knækker de skælvende Birke.
Rundtom i Gaarde og Rønner og Hytter
ligger de ængstede Bønder og lytter.
Hanerne galdrer sig hæse paa Hjald.
Øgene hrimmer og sparker i Stald.
Poplerne tordner og nejer, som Rør.
Hundene glammer og tuder og gø’r.
Møllerne larmer i Vildskab og Gru,
hver paa sin mørke Forhøjning;
Vingerne slider af Rædsel itu
Tovværk og anden Fortøjning.
Navene lirker og knirker og knager,
Sejlene sluprer og Kværnene klager
Vingerne hugger sig rasende rundt —
opad og nedad i samme Secund,
indtil de brudte af Stormværets Slag
styrter til forden med Bulder og Brag.
Urtiden trænger i Flækkerne ind —
Nutidens Sfærer maa rømme.
Ingen kan sove; det lyttende Sind
hildes i Myter og Drømme. —
Det pusler ved Døre og Laase og Luger,
det sukker og skriger i Sprækker og Fuger,
mjavende, truende, spottende, rallende,
stønnende, tryglende, hulkende kaldende —
Odin hugger sit Stormværssværd
ind gennem Straatag og Lægter og Spær.
O, mon I kender en lignende Frygt,
som, naar i Fortidens Nætter
Odin drog ud paa sit Stormværsrøgt
over de hærgede Sletter.
O, kan I høre de brændende Bønner
mumlet af Cimbrenes Døtre og Sønner,
O, mon I sanser det Dødningesus,
der styrtede Hytter og Drømme i Grus —?
Hør hvor det jamrer i Øst og i Vest
gennem dén vildsomme Odinsblæst.