Brombærtid
(Til min Søster).
(Til min Søster).
I.
Rundt om Bedstemoders Hus
laa vort Barndomsrige —
allerkærest havde vi
et mægtigt Brombærdige.
Naar det lakkede mod Høst
fandt vi frem vor Krukke;
gennem Dug og Morgensol
gik vi ud at plukke
af de sorte, modne Bær
mellem Græs og Snerler —
paa det røde Brombærløv
rulled blanke Perler.
Vore Hænder rev vi tit
under ivrig Plukken —
og en lille Draabe Blod
trilled ned i Duggen:
men vi ændsede det ej,
vi blev ved at plukke
indtil der var mer’ end Top
paa den brune Krukke.
Og saa skyndte vi os hjem
til vor Bedstemoder — —
vi fik Ros og vi fik Mad
og mange andre Goder.
II.
Tiden gik. Vor Barndom svandt,
alting er forandret;
gennem Livets Brombærkrat
har vi brydsomt vandret.
Vore Hjerter rev vi tit
under trælsom Plukken —
Blodet sived Dryp paa Dryp
ud i Glemselsduggen;
men vi ændsede det ej,
vi blev ved at plukke —
der kom bare aldrig Top
paa den brune Krukke.
III.
Nu er Bedstemoder død,
hendes Hus er borte.
Diget er her dog endnu
med de Brombær sorte.
Kom du kære Søsterlil
med de blege Kinder,
vi vil bygge os et Hus
paa de lyse Minder.
Vi vil gaa endnu en Gang
sammen ud at plukke
lidt af Livets Brombærhøst
i den brune Krukke.
Plukke, som da vi var Børn,
medens Solen skinner
og den blanke Morgendug
over Løvet rinder.
Naar det skumrer, bøjer vi
stille vore Ho’der —
og saa skynder vi os hjem
til vor Bedstemoder.