Nu sover Møllen, Folket er i Senge
og Mørket ruger om den hvide Gaard;
et krydret Pust fra Gudenaaens Enge
med Trolddomshvisken gennem Løvet gaar.
Der lød et søvnigt Hanegal fra Hjald
og Hunden rørte sig i Hundehuset;
en Oxe ralled verdensfjent i Stald —
en kridhvid Kat gik lydløst over Gruset.
Men bagom Møllen, under Slusens Bro,
opstiger Vandets Brus fra Aaens Strømme,
som dunkel Sang fra Evighedens Ro —
og fylder Møllens Søvn med Urtidsdrømme.