Ned mod Gudenaaens Blaa
gungrer tunge Vogne
med saa trinde Sække paa —
Korn fra nære Sogne.
Karlen fløjter højt paa Sæk
Livets Blaa et Stykke.
Pisken knalder Smæk i Smæk
over Spandets Rygge.
Broget Kvæg og hvide Gæs
gaar langs Strømmens Funklen.
Solen grønner Slettens Græs
tænder Vandranunklen.
Bagom Rørholm Møllegaard
med de hvide Huse,
hvorom grønne Aske staar,
høres Vandet bruse.
Møllen maler, Hjulet gaar.
Gaardens Haner galer.
Svenden synger; det er Vaar.
Rørholm Mølle maler.
Raab og Støj i Møllens Gaard,
Vognene i Række.
Svenden hejser, Spillet gaar
svingende med Sække.
Vogne losses; rumler hjem.
Aaens Vande mumler.
Nye Vogne kører frem.
Møllekværnen gumler.
Mølleren, i Lærredstøj,
gaar med luner Miner,
bred og tyk, med Snak og Spøg.
— Karl og Bonde griner.
„Møller, du kan sagtens gaa
(spøger Een, der kommer)
her og le, mens Gudenaa
fylder dine Lommer
med det rene, røde Guld.
Strømmer vander villig
dine Enges fede Muld.
Møllen trækkes billig.
Men vi andre slider s’gu
vore Lemmer stive
og vi bliver gram i Hu
ved at se dig drive!”
Rørholm Møller gaar sin Vej
med saa tvære Miner —
Karlefolket godter sig,
klasker Laar og griner.
Strømmen bruser, Kværnen gaar.
Haardens Haner galer.
Svenden synger; det er Vaar.
Rørholm Mølle maler.
Op fra Gudenaaens Blaa
kører travle Vogne.
Mel i Sække har de paa
til de nære Sogne.
Men igennem Sletten slaar
Aaen Lynspiraler
Solen skinner, Strømmen gaar.
Mange Møller maler.