Nu driver den svangre Vaar
ind fra de tropiske Riger
og tænder Følfodsfakler
paa alle smaragdgrønne Diger.
Nu blæser den vaarlige Vind —
mens Vintren dødsdømt vakler;
dens sidste matte Klager
gaar gennem de gule Rakler.
Nu spiller Smaafuglene op
vi standser — og vi lytter.
Nu kruser Søndenvinden
Mosens safirblaa Pytter.
Endnu er alt kun en Drøm,
en gylden Drøm om Solen —
en Anelse spæd, jomfrulig,
som Duften fra Martsviolen.
Nu drømmer det danske Folk,
naar Vaarens lyse Sopraner
og Vinterens mørke Altister
mødes i Skumringsgraner.