En Gang, da jeg som Ungkarl
kom fra Fest,
fik Hjærtet Luft i følgende
Attest.
I Fyn, det blide, skønhedsrige Land,
i lune Dale, mellem Skove, Banker,
blandt Haver, høje Hegn med Humleranker,
paa Sletter og ved Sø og salten Strand,
saa mangen lille yndig Pige vanker.
Hvem lodder Dybden af de Ungmø’rs Tanker?
— jeg tænker, Loddet støder paa en Mand!
Uskyldighedens Præg i Øjet sés,
Blufærdighedens Diadém om Panden.
Beskedenhed og Blyhed naar til Randen
af deres Væsen, denne Tryllekreds,
hvori der kan staa gemt en lille Fanden,
parat til at slaa Kløerne i Manden,
før Pigen vel har fyldt den første Snes!
De fører sig med Anstand til et Bals,
et Skovbals Brus af Violiner, Fløjter,
og tér sig ikke som forvildte Tøjter;
de træder yndefuldt en sagte Vals.
De færreste omkring i Skoven føjter,
og ingen er vist for hver Fyr til fals.
Ja smil kun ad de fynske Pigers Dyd,
(den dumme Statistik, de raa Libeller,
der tager paa dem som paa Brændenælder!)
— de er dog deres Hjemlands største Pryd.
De tager dem, de elsker, naar det gælder, —
skønt mange vented paa en Greve heller, —
og vorder deres Ægtemænd en Fryd!