Je’ tjænte hos en Enke,
da je’ vaa’ meget grøn.
Aah, I kaa’ aller tænke
jer, hvor hun dov vaa’ køn!
Med hede røde Kinder
hun kaared mig til Ven;
dov vaa’ der det til Hinder,
a’ Maanj han gik igen.
Vi sad en Avten silde
i Havi’ ene to.
Hun loved, a’ hun vilde
mig være evig tro;
og je’, je’ svor ved Fanden
(men mente jo da Gud)
en Troskabsed, — Forstanden
vaa’ jo total’ svedt ud!
Da pusled det i Hegnet, —
je’ saa’ en hvidklædt Aand,
der kravled frem . . . jeg blegned,
og Enken slap min Haand.
A’ Sted hun mod ham svansed;
je’ daanede af Skræk.
Og da je’ atter sansed,
vaa’ hun og — Møl’ri væk!