Tre Piger gik og sukked,
saa det var ret en Gru,
og hver en Blomst, de plukked,
den rev de straks itu.
For det var midt i Somrens
grønne Dage.
Den første var forlovet,
og smuk og stejl af Ryg;
den anden lidt forgrovet,
men køn; den tredje styg.
Saa mødte de ved Lunden
et mandligt Kløverblad,
der gik med Smil om Munden
og standsede paa Rad.
»Hvad gaar I kønne Piger
og sukker for monstro?« —
den ene af dem siger; —
hans Følgesvende lo.
»Det kan du ikke gætte,«
til Svar af den han faar,
som mindst er sky for dette,
»fra nu til næste Aar!«
»Saa! Hvad maa det vel gælde?
Følg med mig, saa skal jeg
dig lige straks fortælle,
hvad Sorg, der trykker dig!«
Den Pige lo i Aanden:
»Det gælder denne Ring!
og løfted mod ham Haanden,
der bar den gyldne Ting.
»Og hvis du ikke vinder,
saa gælder det — dit Liv!«
Hun lo med røde Kinder,
men Ryggen holdt hun stiv.
Saa gik de sammen ene.
De andre fire stod
saa tavse nu som Stene,
imellem Frygt og Mod.
Han gætted tvende Gange,
saa gætted han igen,
men da var han lidt bange:
»Du har — en utro Ven!«
»Hvor kunde jeg dog tænke! . . .
Ja saa er Ringen din.« —
»En ny vil jeg dig skænke,
om du vil være min.«
»Ja, naar du vil mig give
en ny af ægte Guld,
saa vil jeg gærne blive
dig evig tro og huld.«
Han svor ved hendes Øjne,
han svor ved hendes Mund, —
han drypped søde Løgne
i Pigens Hjærtebund.
De vandred om i Lunden,
til Aftenen faldt paa,
De andre var forsvunden,
men gjorde lige saa.
De trende Pigers Barme,
før idel Sorg og Suk,
annammed Lykkens Varme;
den grimme selv blev smuk.
Og ned var Solen runden;
det hvide Maanehorn
lod falde Dryp i Lunden,
forsølved Græs og Korn.
Og der var langt til Vintrens
hvide Dage.