Morten gik ud i sin Faders Eng
med Madæsken, Leen og Dunken
en Aften, ved det Lav Folk gik i Seng„
en Julikvæld stille og lunken.
Leen var skarp, og Dunken var fuld
af gamle og kraftige Draaber,
af Øl, som let kan slaa Folk omkuld,
naar først det har gjort dem til Taaber.
Morten slog løs, og Græsset var skørt;
han kunde — og vilde — staa færdig,
før Solen den kom og brændte det tørt,
naar kun han var jævnt ihærdig.
Dog han drak mer end han slog — den Dunk,
den laa som en Frister i Græsset —
tyllede paa sig med dybe Klunk,
saa ofte Leen var hvæsset.
Morten han standsede midt i et Hug:
han syntes, det lo, og han lytted.
Aa, det var vist bare Bølgernes Kluk.
Og Morten i Næverne spytted.
Atter han hugged, det gik i en Hast.
Og atter saa lo det i Taagen;
han hugged sin Le i en Startue fast:
han vidste knap, om han var vaagen.
Han stirrede ind i det svævende Slør,
imens han i Slaastangen rykked:
Histhenne ved Aaen og Engloddens Rør
en Elvermø viste sig, smykket.
Og nu kunde Morten saa tydelig se,
hun traadte ham venligt i Møde.
Ikke han evned at løfte sin Le,
hans Hænder var ligesom døde.
*
Solen brød frem; paa den uslagne Eng
stod Leen i Tuen, laa Morten
indsovet, ved Dunken som to i en Seng,
og Duggen trak kold gennem Skjorten.